NYHEDSBREV

Høstmarked 2017

Kom og oplev sensommerens hyggelige høstmarked for hele familien i Øregaardsparken. Der vil være smagsprøver og mulighed for at købe kaffe og kage, ligesom der vil være børnejazz, kulturskattejagt og historiefortælling for store og små. Æblemostpressen drejer igen i år, hvilket plejer at være til stor fornøjelse for både børn og voksne – så husk derfor at medbringe æbler og flasker og få lækker nypresset æblemost med hjem.

 

I et hjørne af høstmarkedet kan du finde plantebyttemarkedet, hvor det er muligt at bytte gammelt til nyt. Tag et par planter med under armen eller en pose blomsterfrø og byt til noget andet grønt. Det er en god idé at grave planterne op og sætte dem i potter, så det er nemt at bytte med dem. Mange af havens stauder har godt af at blive delt, og når de alligevel er gravet op, hvorfor så ikke benytte lejligheden til at bytte nogle af dem til nogle andre?

 

På Spejlscenen spiller trioen Trommetrolden op kl. 14, hvor musikerne Katrine Suwalski på saxofon, Marie Schmidt på piano og Ayi Solomon på percussion giver den gas med jazzede rytmer for børn og voksne.

 

På verandaen vil der i dagens løb blive fortalt spændende æblehistorier for de små og forældre og bedsteforældre må gerne lytte med. I år vil der også være kulturskattejagt i parken, hvor du ved hver post kan blive klogere på Hellerup på den sjove måde. Kort til kulturskattejagten udleveres i Øregaard Museums egen bod i de hvide telte.

 

Alle er velkomne, og der er gratis adgang til alle boder og til jazzkoncerten på Spejlscenen. Gæster, som løser billet til museet under Høstmarkedet, vil i dagens anledning kunne få udleveret en udstillingsplakat efter eget valg, så længe lager haves.

 

Vi glæder os til at se dig.