NYHEDSBREV

Få et stykke af Øregaards historie med hjem

I 2021 er det 100 år siden, Øregaard for første gang slog dørene op som museum. Men allerede i 1808 stod landstedet færdig med sin omgivende park, der var disponeret som et landskabeligt haveanlæg med slyngede stier, fortætninger og solitære træer. Et af disse træer var en rødbøg. Vi kan se træet i sin unge størrelse på en tegning af H.G.F. Holm fra ca. 1821.

 

Siden da voksede det sig stort og blev en af parkens kæmper. Men i 2019 måtte træet desværre fældes, da det var angrebet af svamp. Det var som at sige farvel til en gammel ven, man altid havde kendt. Heldigvis fik vi reddet noget af stammen, og stykkerne blev kørt væk, savet op og lagt til tørre. Nu er træet klar til brug, og i anledning af museets 100 års jubilæum har mødelsnedker Teis Dich Abrahamsen skabt to små ting, en snurretop og en skål, så rødbøgen kan være til glæde på en ny måde i mange år frem. Begge dele kan købes i museets butik, så alle kan få et lille stykke af Øregaards historie med hjem.