NYHEDSBREV

Høstmarked i parken kl. 11-16

Kom og oplev sensommerens hyggeligste høstmarked i Øregaardsparken, når græsset i Øregaardsparken foran museet indtages af et bredt udvalg af spændende boder med alt fra lækre delikatesser til gode ting til haven. Der vil være mulighed for at købe kaffe og kage og deltage i hyggelige aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Igen i år kan du komme i nærkontakt med levende krible-krable dyr, når Grøn Guide i Gentofte fortæller om dyrene, og hvor de findes i naturen. Børn kan blive dekoreret med ansigtsmaling eller hjælpe med at producere egen æblemost ved æblemostpressen, som altid er et stort tilløbsstykke. Medbring egne æbler og flasker, og få den lækre, nyproducerede most med hjem.


Der kan også dyrkes yoga i et dertil indrettet hjørne af markedet, eller du kan opleve familie-koncert på Spejlscenen kl. 12-12.45, når de to erfarne musikere Sille Grønberg og Palle Windfeldt byder op til jazz og løjer. 

 

Traditionen tro er der også plantebyttemarked, så tag et par planter eller nogle frø fra haven eller altanen med, og se hvad du kan få med hjem i stedet.

 

Der er gratis entré til det hele.