NYHEDSBREV

Oldfruen fortæller. Omvisning v. skuespiller Kirsten Breum kl. 14 og 15

Oldfruen fortæller! Introduktion til landstedet Øregaard

Levende historie ved skuespiller Kirsten Breum

Kom og vær med, når Øregaard Museum levendegør sin historie søndag den 26. marts, 30. april og 28. maj kl. 14 og 15. Her kan man møde oldfruen Margrethe, som gør landstedet Øregaard klar til sin herre Johannes Søbøtker i sommeren 1808. Margrethe har kendt Johannes, siden han blev født på Sankt Croix i Dansk Vestindien i 1777 og har fulgt hans liv i stort og småt lige siden. Hun kunne ikke drømme om at sladre om ham, men er en generøs historiefortæller! Margrethe levendegøres af skuespiller Kirsten Breum og karakteren bygger på både fakta og fiktion, så man kan få en ny vinkel på Øregaards oprindelige funktion som sommerlandsted for den velhavende Søbøtker-familie med den vestindiske forbindelse.

Margrethe giver en utraditionel introduktion til huset og til enevældens tidsalder – set af oldfruen, der arrangerede alle de fine selskaber i huset, men også kendte til de velhavende borgeres dobbeltmoral, når det gjaldt forbrug af luksusvarer fra kolonierne. Publikum kan opleve mødet med Margrethe på denne særlige form for omvisning som et nedslag i dansk kolonihistorie, der giver perspektiv til museets aktuelle udstilling Citizen X – Human, Nature, and Robot Rights. Her reflekterer syv unge, internationale samtidskunstnere over begreber om undertrykkelse, inklusion og borgerskab i verden lige nu.

Det er gratis at deltage i den utraditionelle omvisning, når entréen til museet er betalt, og den varer ca. 15 min. Tilmelding er ikke nødvendig. Der vil efterfølgende være lejlighed til at fordybe sig på egen hånd i museets særudstilling.