NYHEDSBREV

Udsnit af Svend Johansen, "Kongens Nytorv", 1926. Øregaard Museum. Foto Ole Haupt.

Bymotiv fra de brølende 20’ere til Øregaard Museum

Biler, caféliv, folk på vej i øst og vest. København var et populært motiv i begyndelsen af 1900-tallet, hvor kunstnerne skildrede byen som Nordens Paris. Det gjaldt også modernisten Svend Johansen, der viste vejen til en ny, storslået stil i sine fortolkninger af byen fra 1920’erne. Nu føjes et af hans hovedværker, Kongens Nytorv fra 1926, til Øregaard Museums samling takket være en generøs donation fra Ny Carlsbergfondet. Værket vil blive vist på museets 100-års jubilæumsudstilling, der åbner i efteråret 2021.

 

Storbybilledet
Kongens Nytorv stammer fra Svend Johansens (1890-1970) periode med kunstnergruppen De 4, hvor det storslåede var en målsætning på flere måder. I billedet maler han sig op imod impressionisternes kendte storbybilleder fra Paris og gør motivet til sit eget i mødet med København. I fugleperspektiv har han skildret byens mylder af mennesker, sporvogne og de nye automobiler på vej i hver sin retning på en regnvejrsdag foran det fine Hotel d’Angleterre. Det er lige dér, hvor det moderne liv udspiller sig i en gylden trekant – mellem hotellet, der er knudepunkt for impulser fra nær og fjern, kulturens højborg, Det kgl. Teater, der repræsenterer traditionerne, og – lige uden for billedet – stormagasinet Magasin du Nord, modernitetens merkantile tempel efter parisisk forbillede. Over denne scene ligger en dramatisk himmel med felter af skyer som et ekspressivt greb over byen, der danner kontrast til det lysende gadeplan og dets lodrette penselstrøg.

 

”Svend Johansen viser os byen som en scene, hvor det moderne liv udfoldes i et subtilt hierarki af modernitetsmarkører. Samtidig skaber han et malerisk spændingsfelt, der gør værket til mere end en banal parafrase over impressionisternes storybybilleder, der i mellemkrigstiden var blevet old news. Maleriet er hans bud på en ny heroisk stil, hvor han forener det blik, impressionisterne rettede mod byen, med sit eget ekspressionistiske greb. Det er et billede, der swinger af ambitioner og 20’er-dynamik. Vi er meget taknemmelige for, at Ny Carlsbergfondets har gjort det muligt at føje dette værk til samlingen”, udtaler museets direktør, Sidsel Maria Søndergaard.

 

Rend mig i traditionerne
I dag er den danske maler Svend Johansen måske ikke så kendt, men i sin samtid spillede han en vigtig rolle. Han debuterede i 1914 på Kunstnernes Efterårsudstilling, stedet for tidens unge, eksperimenterende kunstnere. Her fandt han et åndsfællesskab med Vilhelm Lundstrøm (1893-1950), Karl Larsen (1897-1977) og Axel Salto (1889-1961). De etablerede et langvarigt samarbejde og et nært venskab, der udmøntede sig i tidsskriftet Klingen og udstillingsgruppen De 4. Siden blev Svend Johansen en nyskabende scenograf og teatermaler i tætte samarbejder med bl.a. Kjeld Abell (1901-61) og Poul Henningsen (1894-1967).

 

De 4 viste deres første gruppeudstilling i 1921 i Den Frie Udstillings bygning. Et helt rum var helliget Klingen – deres fælles afsæt og opråb om, at samtidens gode og sande kunst skulle ud til folk. I de øvrige rum udfoldede de sig selv for fuld udblæsning som ”de fire fænomener”. ”Vi levede i en heroisk stil”, sagde Salto. Et udsagn, der vidner om gruppens selviscenesættelse og strategiske måde at agere på og om det fælles kunstsyn: den heroiske stil. De 4 malede sig i denne periode op mod store forbilleder som Diego Velázquez, El Greco og Paul Cézanne, og placerede sig som mestrenes aftagere eller ”Rafaels guddommelige forbilleder”, som det drillende lød fra dem et sted. Med lige dele ironi og storhedsvanvid indtog og forvrængede De 4 de gamle mestre, gerne i store kompositioner. De var en ny fortrop – de var den danske avantgarde, synes de selv.

 

En manglende brik i museets samling
Svend Johansens maleri, Kongens Nytorv, fra 1926 er en manglende brik i museets væsentlige samling af københavnermotiver. Den omfatter bl.a. eksempler på periodens belle époque-opfattelse af byen, som den fremstår i Paul Fischers (1860-1934) kendte københavnerbilleder og hans mondæne blik på alle byens samfundsklasser og typer. I samlingen udfordres Fischers salonprægede stil af værker, der repræsenter de nye veje, yngre kunstnerne valgte at gå i de første årtier af det 20. århundrede. Det omfatter billeder bl.a. af Edward Weie (1879-1943) og Olaf Rude (1886-1957) samt af Jens Søndergaard (1895-1957). De forholdt sig alle til moderniteten og København ved at sætte motivet og malemåden til diskussion, bl.a. med nytænkende kompositioner og brug af fugleperspektiv. Med erhvervelsen af Svend Johansens værk kan museet vise hans originale bidrag til denne populære motivtype.

 

Samlingen på Øregaard Museum
Museets indsamling er særligt koncentreret om kunstnere, som har boet eller virket i Øregaards område nord for København, men også om billedkunstens skildringer af motiver fra Nordsjælland og hovedstaden, som er et særligt tema i samlingen. Med erhvervelsen af Kongens Nytorv betjenes begge disse hensyn, da Svend Johansen i flere omgange boede i Øregaards lokalområde. Under 1. Verdenskrig tjente han penge om sommeren som værtshusholder i Klampenborg. Da han blev gift og fik børn, boede familien i en periode på Jægersborg Allé, senere i Ordrup, og de sidste 15 år af sit liv boede han på Rosbæksvej på grænsen mellem Hellerup og Østerbro. Maleriet blev i 1926 købt af en af Svend Johansens bekendte og har været i samme families eje indtil i dag. Nu føjes det til Øregaard Museums samling på baggrund af støtte fra Ny Carlsbergfondet.