NYHEDSBREV

Papirets hvide magi. Foredrag v/Lisbeth Bonde kl. 17

Kom og hør kunstkritiker og forfatter Lisbeth Bonde fortælle om den danske samtidskunstscene og Peter Callesen. For Bonde er Callesen en enestående kunstner –  ikke kun i dansk sammenhæng, men også internationalt. Han kan som ingen anden skabe det største af det mest inferiøre materiale: Hvidt papir, som vi alle benytter i vores hverdag. Han tryller med det og skaber spændende formverdener ud af det. Alle med et eksistentielt indhold. Han kan få eventyrslotte til at rejse sig fra gulvet og tone frem som hvide fatamorganaer, hvis ikke han skaber sorgmuntre selvportrætter i helfigur ud af det hvide papir, hvor hans skygge er den silhuet, som han netop har udskåret med sin skalpel for at rejse figuren op. Det hele er et spil mellem positiv og negativ, lys og skygge og latter og gråd.

 

På foredraget vil Lisbeth Bonde dels introducere til Peter Callesens kunst generelt, dels vil hun give en omvisning i udstillingen og analysere et udvalg af de udstillede værker.

 

Lisbeth Bonde er skribent, kunstkritiker og formand for AICA Danmark (Foreningens af kunstkritikere). Hun er bl.a. forfatter til bøgerne Kunstnere på tale, Atelier – kunstnerens værksted, Manual til dansk samtidskunst (sammen med Mette Sandbye) og Hvorfor kunst? (redigeret sammen med Maria Fabricius Hansen) samt en lang række kunstnermonografier og katalogtekster.

 

På dagen holder museet ekstraordinært åben til kl. 17, så udstillingen kan ses inden foredraget.

 

Tid: Torsdag d.12. april kl. 17-18.30.

Sted: Formidlingslokalet på 1. sal over museets café.

Pris : 100 kr. for foredrag og entré til museet.

Tilmelding nødvendig på oremus@gentofte.dk.