NYHEDSBREV

Elevator og café på Øregaard Museum

Bedre tilgængelighed og ny museumscafé på Øregaard Museum
Takket være bidrag fra en række fonde samt Gentofte Kommune er det nu muligt at gennemføre den sidste etape i renoveringen af Øregaard Museum i Hellerup. Det forestående projekt vil skabe tidssvarende tilgængelighed i den fredede bygning samt forbedre og udvide publikumsfaciliteterne med café og undervisningslokale.

 

Projektets samlede budget er på 10.000.000 kr., hvoraf museets hovedtilskudsyder, Gentofte Kommune, bidrager med 5.000.000 kr. Den anden halvdel finansieres af fire danske fonde.

 

“Tilgængelighed er en mærkesag for os i Gentofte Kommune. Sammen med Realdania, Elsass Fonden, Knud Højgaards Fond og Bevica Fonden vil vi nu sikre, at der bliver skabt tidssvarende adgangsforhold på Øregaard Museum, der er en bygningshistorisk perle. Museet har indenfor de seneste seks år gennemgået en flot udvikling, som nu vil komme flere til gode. Og med en ny café vil gæsterne på Øregaard fremover kunne nyde stedet med alle de faciliteter, som i vores dage forventes ved et museumsbesøg” siger borgmester Hans Toft, Gentofte Kommune.

 

Nem adgang for alle gæster
Den nye café vil blive placeret i stueetagen i museets sidebygning, som dermed bliver inddraget i museets publikumsareal. Projektets tilgængelighedselementer er planlagt som en helhedsløsning med både handicapparkering, ny sti, rampe og elevator, så adgangsforholdene bringes i orden fra gadeplan til alle etager og lokaler med publikumsadgang. Disse forbedringer vil have en betydelig nytteværdi, da mennesker med bevægelseshandicap hidtil har været afskåret fra at opleve huset indefra og derfor heller ikke har kunnet deltage i museets mange aktiviteter.

 

 

God balance i renoveringen af den fredede bygning
Øregaard Museum har årligt 15.000-20.000 gæster, som besøger husets udstillinger eller deltager i særlige arrangementer. Både i og udenfor den ordinære åbningstid varetager museet en række formidlingsopgaver for en bred gruppe af borgere.

 

“Vi er dybt taknemmelige for, at vi nu får mulighed for at gennemføre denne sidste og vigtige etape i renoveringen af den fine gamle bygning. Vi har over flere år haft en tæt dialog med Kulturstyrelsen om sagen, og alle parter er enige om, at det forestående projekt har den rigtige balance mellem hensynet til fredningsværdierne og vores store ønske om at skabe tilgængelighed for alle” siger direktør, Sidsel Maria Søndergaard, Øregaard Museum.

 

 

Baggrund
Øregaard Museum med tilhørende park er et åndehul i Hellerup og det eneste af områdets oprindelige landsteder fra årene omkring 1800, der er bevaret i sin helhed. Huset er tegnet af den franske arkitekt Joseph Ramée og opført i 1806-8 som sommerbolig for storkøbmand og skibsreder Johannes Søbøtker, der senere blev Viceguvernør i Dansk Vestindien. I 1921 blev ejendommen omdannet til museum.

 

Takket være midler fra Gentofte Kommune og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gennemgik hovedbygningen i perioden 2009-2010 en omfattende, men nænsom indvendig restaurering med hjælp fra en lang række eksperter på området. Med den forestående renovering føjes de sidste, afgørende elementer til udviklingen af Øregaard til et funktionelt og tidssvarende museum, hvor der tages de størst mulige hensyn til både gæster og kulturarv.

 

Projektets parter
Projektet gennemføres for Øregaard Museum med Gentofte Kommune som bygherre. Projektet er udviklet af Bertelsen & Scheving Arkitekter i samarbejde med Gentofte Kommunes arkitekturrådgiver og realiseres med rådgivning fra Kent Pedersen Arkitektfirma.