NYHEDSBREV

Claus Johansen – sådan ligger landet

Maleren Claus Johansen (1877-1943) er en af de bedst bevarede hemmeligheder i dansk kunst. I sine små, distinkte malerier fortolkede han landskabet som både virkelighed og komposition og blev en pionér inden for udviklingen af et moderne maleri. Men hans ret enestående produktion er stort set ukendt uden for Bornholm, hvor han slog sig ned og skabte sine billeder. Fra den 11. september 2020 folder Øregaard Museum Claus Johansens oversete perler ud i et udstillingssamarbejde med Bornholms Kunstmuseum, så hans maleri kan blive bredere kendt.

 

Maleriets abstraktion

Claus Johansen var nogenlunde jævnaldrende med kunstnerne Karl Isakson (1878-1922), Edvard Weie (1879-1943) og Oluf Høst (1884-1966), som opsøgte Bornholm og malede øens særegne natur med dramatiske kyststrækninger, skiftende lysforhold og mennesker i landskabet. Men selvom Høst med tiden kom til at støtte Claus Johansen både moralsk og materielt, forblev han en outsider og indgik aldrig som en del af en sammentømret kunstnerkreds på Bornholm. Både socialt og malerisk gik Johansen sine egne veje.

 

Med sit originale greb om den bornholmske virkelighed bragte Claus Johansen maleriet i kontakt med andre farveklange og tendenser til abstraktion end dem, man kan finde hos de andre modernistiske malere, som arbejdede på Bornholm i samtiden. Alligevel er hans billeder også formet i lyset af tidens store tema i dansk kunst: Den dobbelte forbindelse mellem land og by, natur og menneske.

 

I sit friluftsmaleri var Johansen således optaget af det opdyrkede landskab med marker og veje. Hist og her dukker telefonpæle eller vejtræer op, men billederne er renset for figurer og storslået natur i traditionel forstand, ligesom de i format er forholdsvis små og som regel blev skabt i én arbejdsgang. Samtidig er billederne typisk karakteriseret af forenklede og stiliserede former, der løsner motivet fra den detaljeringsgrad, som præger traditionelle naturbeskrivelser. Dette skaber, sammen med de særlige ’stemninger’ i hans billedunivers, et vist slægtskab med kunstnere som Vilhelm Hammershøi (1864-1916) og L.A. Ring (1854-1933), men Johansen var selv sparsom med oplysninger om både sine egne billeder og sit forhold til andres kunst.

 

I de tidlige år arbejdede Claus Johansen med forholdsvis traditionelle opstillinger, der viste hans talent. I 1920’erne, hvor han blev fastboende på Bornholm, arbejdede han sig ind på en større abstraktion af det sete, ofte med geometriske grundformer som klangbund. Senere, i løbet af i 1930’erne, supplerede han sit enkle greb med en ekspressivitet, der dels kan virke mere stofligt tilrettelagt, dels fremstår mere summarisk i gengivelsen af landskab og lys end hans tidligere malerier.

 

Sideløbende med oliemaleriet arbejdede Claus Johansen med kul eller tuschtegning. Her demonstrerede han i præcise streger en markant sans for bevægelse og skabte tvetydige skift mellem kontur og genkendelig form i sine gengivelser af dyr og natur omkring ham.

 

Naivist og modernist?

I sine billeder rakte Claus Johansen ud over det stedspecifikke, og de forekommer enestående i mellemkrigstidens danske kunst. Men måske fordi han var uddannet håndværksmaler og som kunstner autodidakt, er han af mange blevet set som ”naivist”. Om det er det, han er, kan naturligvis diskuteres, for hvad er ”naivisme” overhovedet for noget, og er det tilstrækkeligt at forstå billederne i det greb? Udstillingen viser, at Claus Johansens maleri og det originalt forenklede udtryk, som han arbejdede frem, snarere skal forstås som visuelle tegn for et alment og eksistentielt møde mellem menneske og landskab.

 

Om udstillingen

Udstillingen præsenterer ca. 80 af kunstnerens bedste værker, der venligt er udlånt af private ejere og danske museer, især Bornholms Kunstmuseum. Udstillingen blev vist på Bornholms Kunstmuseum i perioden 17.5.2020 – 30.8.2020.

 

Tak

Udstilling og katalog er støttet af William Demant Fonden og Politikens Fond, der takkes varmt.