NYHEDSBREV

Sommer med dansk kunst og fremragende nyerhvervelser

Sommertid er samlingstid på Øregaard Museum, og i parken slår Spejlscenen dørene op for film med fri adgang fra det grønne. Indenfor i museets stueetage kan man fordybe sig i hovedværker fra museets samling af dansk kunst fra 1750-1950. Blandt dem er de seneste nyerhvervelser, som museet har kunnet føje til samlingen takket være generøs støtte fra bl.a. Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet. Udenfor i Øregaardsparken omdannes museets friluftscene, Spejlscenen, til en minibiograf. Her kan man se Anne Moulvads dokumentarfilm ”Farvekraft ad helvede til” om Danmarks store ekspressionistiske maler, Jens Søndergaard (1889-1957). Filmen indkredser, hvad Søndergaards maleri betyder for mennesker, der lever med hans billeder i dag.

 

Udstilling i museets stueetage

I museets stueetage vises udstillingen JUEL. FISCHER. WEIE. Dansk kunst 1750-1950 fra den 6. juli til 1. september 2019. Her kan man opleve et udvalg af samlingens highlights – både maleri, møbler og sølv – med værker af bl.a. Jens Juel, C.W. Eckersberg, Lorentz Frølich, Dankvart Dreyer, Paul Fischer, Jais Nielsen og Edvard Weie.

 

Ny i den ældre del af samlingen
Blandt nyerhvervelserne, som præsenteres i museet for første gang, er et pragtmaleri af Johan Laurentz Jensen (1800-1856). Det er for ganske nylig blevet føjet til samlingen takket være generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet. Kunstneren – også kendt som I.L Jensen eller ”Blomster-Jensen” – er elsket for sine smukke blomstermalerier, og museets nyerhvervelse, Opstilling med blomster, fra ca. 1838 er et af hans bedste billeder.

 

At I.L. Jensen nu er repræsenteret i samlingen med så væsentligt et værk er en stor lykke. Kunstneren har nemlig en særlig tilknytning til Gentofte, hvor han blev født og voksede op. Allerede som 14-årig blev han optaget på Kunstakademiet i København og udviklede sig her til en af guldalderens dygtigste og mest ambitiøse malere. Han valgte tidligt at specialisere sig i blomstermaleriet og forfinede sin kunnen under rejser til Holland, Paris og Rom. Med inspiration fra nederlandske forbilleder, som han bl.a. så på Louvre i Paris, formåede han at raffinere genren til et hidtil uset niveau i dansk kunst, så han også på internationalt plan i dag må betegnes som en af de bedst på sit felt.

 

Museets nyerhvervelse, Opstilling med blomster, er skabt er par år efter hans hjemkomst fra et længere ophold i Rom. Maleriet er en fantastisk fejring af den blomstrende frodighed i den danske sommer. Her ses bl.a. roser, floks, nasturtier (tallerkensmækker), kaprifolie, iris, snerle og nellike, som Jensen kan have plukket i sin egen have tæt ved Gentofte sø. Den storslåede buket står i en klassisk vase, som refererer til antikkens æstetik og vidner om de dannelsesidealer, som gjorde sig gældende på Jensens tid.

 

Nyt i den yngre del af samlingen
Nyt i museets samling er desuden Edvard Weies (1879-1943) fine, modernistiske maleri, Blomstertorvet, Højbro plads, København fra ca. 1911. Det blev erhvervet sidst i 2018 takket være generøs støtte fra Augustinus Fonden og er siden blevet gennemgået af en konservator, så det kunne være klar til udstilling i sommeren 2019. Billedet er et fornemt eksempel på Weies bestræbelser på at være moderne. Det afspejles både i hans valg af fugleperspektiv og en fotografisk beskæring af motivet, men også i den levende penselføring og det fine farvespil. Maleriet indgår i det, der skulle blive Weies livslange engagement i “farvens poetiske rigdom”: han mente, at kunst skal være udtryk for et sanseligt livssyn og en vejviser for hele samfundet. Med sit motiv passer værket perfekt ind i museets serie af malerier fra København af bl.a. Paul Fischer og Olaf Rude.

 

Udstillingen JUEL. FISCHER. WEIE. Dansk Kunst 1750-1950 vises i museets stueetage.
Museets 1. etage er lukket i sommerperioden pga. forberedelser til efterårets udstilling om den danske maler og Matisse-elev, Astrid Holm.
Entré til museet er derfor nedsat til 40 kr. i sommerperioden.

 

Film i Spejlscenen

Anne Moulvads film, ”Farvekraft ad helvede til”, vises på Spejlscenen ved Øregaard Museum i museets åbningstid, ons-fre 13-16, lør-søn 12-16.
Filmen varer  89 min.
Der er gratis entré til Spejlscenen.

 

Øregaard Museum viste i efteråret 2018 udstillingen JENS SØNDERGAARD – Mellem hav og by. Med visningen af Anne Moulvads film følger vi op på den store interesse for kunstneren og hans maleri, som også kan røre folk i dag. Som voksen boede Jens Søndergaard i Øregaard Museums lokalområde, malede langs den nordsjællandske kyst, og han ligger i dag begravet på Ordrup Kirkegaard.