Manden med det forkromede overblik hedder Kent Pedersen. Han er arkitekten bag det seneste års istandsættelser af Øregaard Museum. Her sætter han ord på det omfattende arbejde.
Hvad har målsætningen været med hele renoveringsprocessen?
“Det har været at føre landvillaens facader nærmere det oprindelige udtryk med hensyn til konturer, materialer og farver. Sommervillaen er opført i 1806 af den franske arkitekt Joseph Ramée, og dens tagetage brændte i 1826. Under genopbygningen forsvandt blandt andet den karakteristiske murkrone på sidebygningerne, og de synlige valmede tage kom til. Der eksisterer ikke tegninger fra tiden, så vores kilder er kunstneres akvareller og litografier.
Skodderne blev tilført i 1828 efter branden. Vi har haft et ønske om dels at sætte skodderne i depot, eftersom bygningen ikke oprindeligt har fremstået med skodder, dels at tilbageføre rudestørrelsen på vinduerne, i det mindste i stueetagen mod parken. Der ved vi med sikkerhed, at de har været større, svarende til vinduer og rudestørrelse på Sophienholm, som også er tegnet af Ramée i samme periode. Tanken har været at styrke bygningens oprindelige klassicisme.
Det er de originale ’franske vinduer’, der stadig sidder i bygningen. De har sidehængslede, indadgående rammer uden lodpost i midten, så når rammerne åbnes, opnås en stor, flot og uforstyrret åbning mod det fri.
Men den nuværende opsprosning som småsprossede ruder i rammerne spøger lidt: Vi kender en opmålingstegning fra 1918 af et vindue i stueetagen mod parken, hvor der bare er én tværsprosse på midten i de høje rammer. Det er meget elegant. Vi ville som sagt gerne have haft fortællingen om disse større ruder, i hvert fald mod parken, med i projektet. Det lykkedes dog ikke på trods af en række dialoger med Slots- og Kulturstyrelsen, der er den relevante myndighed.
Bort set fra det er jeg godt tilfreds med resultatet. Især med de farver, vi har fået lavet. Bygningskonservator Anne Jonstrup Simonsen fandt under sine farvearkæologiske forundersøgelser ud af, at soklen oprindeligt ikke havde været malet helt op til gesimsen, som den var inden vores renovering. Det er blevet genskabt, så facadefarven nu er ført helt ned til den markerede sokkel, hvilket giver meget mere mening og den rigtige højde på facaden. Og med skiftet til den oprindelige lysegrå farve på vinduerne har Øregaard nu fået et meget mere sommerligt, landligt og lyst præg i forhold til de tidligere mørkegrønne vinduer, der fremstod som ’sorte huller’ i den hvide facade.”
Hvad har været det vigtigste i processen?
“For os har det være vigtigt konstant at sikre et højt niveau på alt, hvad der blev udført, og studere, hvad bygningen fortalte os undervejs. Ud fra de erfaringer har vi løbende kunnet justere tilgangen og således sikre, at der har været belæg for de valg, der er blevet foretaget.
Da murersvendene for eksempel havde fjernet pudsen fra den øvre del af facaderne, så man en lidt anden murstenstype end på resten af bygningen, hvilket vi måtte tolke som den del af bygningen, der var blevet genopmuret efter branden i 1826. Det var særdeles værdifulde og interessante spor at opdage og dokumentere; også for fornemmelsen og forståelsen af, hvor omfattende branden egentlig var.
Det har naturligvis også været vigtigt at gennemføre byggesagen inden for de budgetter, der var afsat til renoveringen af museets facader og tag. Det er altid spændende og en smule nervepirrende, når der ’åbnes’ for en lang række af bygningsdele, som gennem projekteringen ikke har været mulige at se og røre ved, eller som kan være mere eller mindre i forfald.
Vi havde fået lagt et godt budget på facaderenoveringen, og det kunne fastholdes, også efter licitationen og gennem hele udførelsesfasen. Udskiftning af kobbertaget var dog ikke oprindeligt med i projektet, men omstændighederne gjorde, at taget skulle skiftes, og vi måtte på kort tid lave et budget for udskiftningen. Også her kunne udskiftningen udføres inden for det aftalte budget.”
Hvilken del har skabt de største overraskelser?
“Det var utvivlsomt taget. Under renoveringen af nogle murankre i en hjørnegesims viste det sig, at der i det ene hushjørne var råd i tagværkets grat, rem og stikspær i så stort et omfang, at det måtte udskiftes. Det er sådan noget, man først kan se, når man står med hænderne i det.
Da blikkenslageren begyndte at fjerne en del af det eksisterende kobbertag for at komme ned til undertag og tagværk, kunne han konstatere, at hafterne på kobbertaget var fastgjort med jernsøm og ikke kobbersøm. Og det er jo ikke så godt, da jern ligger under kobber i grundstoffernes spændingsrække. Taget var formentlig lagt samtidig med den store renovering i 1920 efter Gentofte Kommunes overtagelse af ejendomme.
Hovederne på stort set alle jernsøm var rustet over, og vi kunne ikke bare udskifte dem kobbersøm. Det vil sige, at man havde et kobbertag, hvor der var risiko for, at det kunne blæse af ved en kraftig storm. Bygherren, Gentofte Kommune, gjorde derfor det eneste rigtige og besluttede sig straks for en udskiftning af kobbertaget sideløbende med den pågående byggesag, hvor bygningen jo var ryddet for værdifuldt inventar, og hele setuppet omkring byggeplads, stillads, håndværkere, rådgiver med mere allerede var til stede.
Den store overraskelse var naturligvis en udfordring, hvad angår tidsplanen, og medførte en forskydning på fem-seks uger. Jeg tænker, det er rimeligt holdt op imod omfanget af det ekstra arbejde, der lå i udskiftning af kobbertaget. Heldigvis havde vi et godt kendskab til kobbertage fra tidligere byggesager.
Ellers kan jeg sige, at vi var positivt overraskede over vinduernes tilstand. Tømreren har lavet en række udlusninger på vinduerne, både på karme og rammer, men slet ikke i det omfang, vi havde forventet.
Udlusning vil sige, at man skærer den skadede del af træet – der er ofte tale om en rådskade – ud og tildanner et nyt tilsvarende stykke træ, som monteres ved limning. Med en efterfølgende slibning og maling ses det nye stykke træ ikke.
Det er således imponerende, at vinduer fra 1806 stadig holder og er i så god stand, at det er minimale udlusninger, der skal til for at forlænge levetiden yderligere. I disse bæredygtighedstider er det svært ikke at synes om vinduer, der har siddet i en bygning i 220 år – og at man ved håndværk kan reparere på dem. Jeg har hørt om alu-vinduer, som allerede efter otte år skal skiftes, fordi man ikke kan skaffe de særlige beslag, der hører til vinduerne, og ikke kan montere andre.”
Er der et eller andet, du gerne ville have gjort anderledes, hvis I skulle begynde forfra?
“Nej, det tror jeg egentlig ikke. Hver gang jeg kommer til Øregaard Museum, bliver jeg glad for den lethed, bygningen nu udtrykker. Det er blevet en rigtig landvilla igen.”
Hvad er du mest glad for i det samlede stykke arbejde?
“Naturligvis resultatet og ikke mindst processen. Et forløb, hvor alle implicerede parter – fra bygherre med projektlederen, Øregaard Museum med museumsdirektøren og medarbejdere, bygningskonservatoren, stenkonservatoren, murerfirmaet, tømrerfirmaet, malerfirmaet og blikkenslageren i samarbejde med undertegnede – aktivt, konstruktivt og dygtigt har arbejdet målrettet mod renoveringen af den fine bygning.
Alle har været hensynsfulde, hjælpsomme og haft forståelse for rækkefølgen i arbejdet. Så alle har en væsentlig andel i resultatet.
Som en dejlig overraskelse fandt maleren og bygningskonservatoren sent i processen ud af, at der inde bag det yderste lag maling på den indvendige side af verandaens buede overstykker gemte sig dekorationer. De er nu genskabt, så den skønne sammenhæng mellem havestuen og verandaen pludselig er opstået igen. På den måde er det blevet et smukt supplement til projektet.”
Interview: Simon Baastrup
Fotos: Øregaard Museum