Esaias Thorén, Stilleben med banan, 1931

Halmstad
gruppen

Den svenske kunstnerkreds Halmstadgruppen dannes i 1929 af seks kunstnere med samme vision: At udforske og etablere den moderne kunst i Sverige. Gennem 5 årtier giver de et unikt indblik i et visionært tankeunivers med en altdominerende præmis om at følge sine ambitioner og drømme.

Udstillingsperiode: 9. oktober 2022 - 28. maj 2023

Indholdsfortegnelse

Et visionært tankeunivers 

Den svenske kunstnerkreds Halmstadgruppen bliver dannet i 1929 af seks kunstnere fra den svenske by Halmstad i Sydsverige: Sven Jonson (1902-1981), Waldemar Lorentzon (1899-1984), Stellan Mörner (1896-1979), brødrene Axel Olson (1899-1986) og Erik Olson (1901-1986) samt Esaias Thorén (1901-1981). De deler den samme vision – at udforske og etablere den moderne kunst i Sverige. Hver for sig står de som seks individuelle kunstnere, som arbejder med hver sit udtryk og kulturelle identitet. Sammen i  Halmstadgruppen giver de et stærkt og unikt indblik i et kunstnerfællesskabs inderste og visionære tankeunivers med en altdominerende præmis om at følge sine kunstneriske ambitioner og drømme. 

Det er emnet for Øregaard Museums efterårsudstilling i 2022. Med ca. 100 værker præsenterer udstillingen Halmstadsgruppens arbejde fra begyndelsen af 1920’erne frem til midten af 1940’erne. Værkerne indgår i samlingen på Mjellby Konstmuseum i Halmstad, som netop er tilegnet Halmstadgruppen. Udstillingen ligger i forlængelse af Øregaard Museums tidligere udstillinger med Franciska Clausen (2011) og Vilhelm Bjerke Petersen (2021), som på forskellig vis havde en forbindelse til Halmstadgruppens kunstnere.

 

Waldemar Lorentzon, "Glumslövs bakker", 1921. Olie på lærred, Mjellby Konstmuseum
Essais Thorén, "Nuit Transparente", 1931. Olie på lærred, Mjellby Konstmuseum
Esais Thoren, "Afslutningen", 1938. Olie på lærred, Mjellby Konstmuseum

Læren fra Paris og Berlin

Halmstadsgruppens seks kunstnere arbejder i en brydningstid, hvor politiske og økonomiske begivenheder farver det kunstneriske udtryk overalt i Europa. I årene efter 1. Verdenskrig skal verden genopbygges på ny. Industrialismen tager fart. Byerne vokser og tekniske fornyelser afløser hinanden. Troen på en bedre fremtid sætter tydeligt spor på lærrederne – også hos kunstnerne i Halmstadgruppen, som alle søger mod kunstmetropolerne Berlin og Paris.

I 1923 studerer Axel Olson i Berlin sammen med den danske kunstner Franciska Clausen (1899-1986), hvor de modtager undervisning af den ukrainske billedhugger Alexander Archipenko (1887-1964). Samme år studerer Stellan Mörner på kunstskolen Académie de la Grand Chaumière på Montparnasse i Paris – stedet hvor flere af tidens unge avantgardekunstnere holder til.

Erik Olson og Waldemar Lorentzen studerer i Paris hos Fernand Léger (1881-1955) på Académie Moderne i 1924, mens Sven Jonson og Esais Thorén ankommer i 1926 og studerer på kunstskolerne Scandinave Maison Watteau og Académie Colarossi.

I udlandet lærer de at bryde motivet op i kubistiske og konstruktivistiske kompositioner og stifter bekendtskab med den moderne, pulserende tidsånd. Med rette vinkler, lige linjer og stærke farveklange spejler Halmstadgruppen den moderne tidsånd og stil. En tydelig kontrast til den verserende svenske nationalromantiske arv som kendes fra bl.a. Anders Zorn (1860-1920) og Carl Larssons (1853-1919) motivverden.

Surrealismen vokser frem

I Paris møder de også surrealismen i en tid, hvor verden befinder sig i dyb, politisk og økonomisk krise, som har afløst 1920’ernes optimisme. Surrealismens irrationalitet, hvor billedelementer sættes sammen i uventede kombinationer, er en reaktion på samfundets stilstand. I 1930’ernes begyndelse orienterer gruppen sig således mod nye udtryk i en ny fase. For Halmstadgruppen handler det nu om at spejle en ny uudforsket verden, hvor menneskets indre: Drømmen, psyken og det underbevidste bliver gentagne motiver, ligesom tidens stigende uro og krigsorientering gør det.

Det er i det surrealistiske udtryk, at Halmstadgruppen slår igennem både nationalt og internationalt. Gruppens kunstnere sætter dog deres eget særegne præg i den surrealistiske tilgang, hvor det nordiske lys, den hallandske kyststrækning og naturelementer som skaller, muslinger og sandstrande ofte findes i deres motiver fra denne periode.

Forbindelsen til Danmark 

Halmstadgruppen får i 1934 kontakt til den danske kunstnergruppe “linien”, der er centreret omkring Vilhelm Bjerke Petersen, Ejler Bille (1910-2004) og Richard Mortensen (1910-1993). I 1933 besøger disse tre danske kunstnere en udstilling på Malmø Kunstmuseum, hvor flere værker af Halmstadgruppen vises. Netop det besøg inspirerer danskerne til at danne gruppen “linien” (1934-35), hvor de ligesom Halmstadgruppen vil samles om den nyskabende kunst.

I 1934 skriver Bjerke Petersen til Stellan Mörner og beder Halmstadgruppen om at medvirke på en stor, kommende udstilling, som han planlægger i København. Mörner formidler kontakten til Erik Olson, som tilbringer sommeren på den jyske vestkyst. Udstillingen, som får titlen Kubisme=Surrealisme og vises i 1935, bliver den første internationale surrealistudstilling i Skandinavien. Udstillingen skal åbne den 15. januar, og Erik Olson, som på dette tidspunkt er bosat i Paris, får til opgave at indsamle værker hos de parisiske surrealister med hjælp fra André Breton (1896-1966) og Max Ernst (1891-1966). Gennem dem får Olson kontakt til bl.a. Jean Arp (1886-1966), Giacometti (1901-1966), Man Ray (1890-1976) og Miró (1893-1983), Meret Oppenheim (1913-1985) og Paul Klee (1879-1940).

Venskabet med Bjerke Petersen bliver med andre ord afgørende for Halmstadgruppen. Gennem sit brede internationale netværk er Bjerke Petersen med til at sprede kendskabet til Halmstadgruppens surrealisme. Som redaktør for tidsskrifterne Konkretion 1935-36 og Surrealismens billedverden i 1937 præsenterer Bjerke Petersen Halmstadgruppen som grundlæggerne af surrealismen i Skandinavien.