Valmuer og snerler af dansk blomstermaleris førstemand, Johan Laurentz Jensen (1800-1856), tilføjes nu museets samling. J.L. Jensen var fra Gentofte, og de landlige omgivelser nær Øregaard fik stor betydning for hans arbejde. Maleriet blev i juni erhvervet på auktion i New York, takket være støtte fra Ny Carlsbergfondet, og vil blive præsenteret på museet senere på året.
Johan Laurentz Jensen (1800-1856), Valmuer og snerler, u.å. (1840’erne). Olie på lærred, 64,8 x 52,1 cm
Maleriet Valmuer og snerler af dansk blomstermaleris førstemand, Johan Laurentz Jensen (1800-1856), tilføjes nu museets samling. J.L. Jensen var fra Gentofte, og de landlige omgivelser nær Øregaard fik stor betydning for hans arbejde. Maleriet blev i juni erhvervet på auktion i New York, takket være støtte fra Ny Carlsbergfondet, og vil blive præsenteret på museet senere på året.
Valmuer og snerler er en maleteknisk suveræn skildring af dansk sommerflora, og det forener de mest karakteristiske kvaliteter fra I.L. Jensens sene oeuvre. Her stræbte kunstneren efter en mere sanselig tilgang til sine motiver og viste ny interesse for blomster i naturlige arrangementer. Tidligere havde han især iscenesat blomster i pragtbuketter, vaser og kurve. Med det nyerhvervede værk i samlingen kan Øregaard Museum således nuancere fortællingen om dansk blomstermaleri og natursyn i 1800-tallet.
”I.L. Jensen kom fra Gentofte, så derfor skal han være godt repræsenteret på Øregaard med værker fra hele spændet af sit virke. I samlingen savnede vi et af de større motiver fra slutningen af hans karriere, hvor han gik tættere på blomster i vækst. Valmuer og snerler er et flot eksempel, hvor blomsterne næsten er ved at sprænge rammen i overdådig frodighed. Det er mesterligt udført, simpelthen imponerende, inden for sin genre, og vi er meget taknemmelige for Ny Carlsbergfondets støtte, som gjorde det muligt for museet at erhverve værket,” udtaler museumsdirektør Sidsel Maria Søndergaard.
Når valmuerne blomstrer
I.L. Jensens tidligere pragtbuketter blev skabt på baggrund af nøje studier af de enkelte blomster og var ofte kendetegnet ved en kompleks orden af blomster, der ikke nødvendigvis blomstrer samtidig eller vokser i samme naturlige habitat. I de sene år begyndte han at arbejde med en anden type kompositioner, som skulle illudere, at man befandt sig midt i den levende natur. Udviklingen stemmer overens med en bredere tendens i europæisk blomstermaleri i løbet af 1800-tallet, hvor det formelle og idealiserede langsomt gik af mode. I stedet kom der en større opmærksomhed på menneskets umiddelbare møde med naturen.
Det nyindkøbte maleri er et overbevisende eksempel på denne udvikling. I værket møder vi valmuer og snerler, som i naturen blomstrer samtidig og dermed udgør en mere troværdig fremstilling af naturens cyklus og økologi end nøje ordnede opstillinger med afskårne blomster arrangeret i vaser og kurve.
Men der er fortsat tale om en iscenesat natur, hvor tid og vækst spiller en central rolle i billedets betydning. Valmuerne er gengivet i forskellige stadier af blomstring: fra tunge knopper og fuldt udsprungne blomster med sarte kronblade til tørre frøstande. Sammen med snerlernes slyngende ranker skaber de en sanselig fornemmelse af både frodighed og forgængelighed.
Om kunstneren og Øregaards lokalområde
I.L. Jensen blev født og voksede op i Gentofte. Allerede som 14-årig blev han optaget på Kunstakademiet og udviklede sig her til en af guldalderens dygtigste og mest ambitiøse malere. Han specialiserede sig i blomstermaleriet og forfinede sin kunnen under rejser til Nederlandene, Paris og Rom. Med inspiration fra nederlandske forbilleder formåede han at raffinere genren til et hidtil uset niveau i dansk kunst. Selv i dag må han, også internationalt, betegnes som en af de bedste inden for sit felt.
I sine malerier skildrede han både blomster fra den danske flora og sjældne samt kostbare planter, som han kunne male i væksthusene ved Rosenborg Slot. Han holdt dog, som I.L. Jensen-ekspert Marie-Louise Berner har bemærket, mest af at arbejde på landet nord for hovedstaden, hvor han i 1826 købte et par mindre ejendomme ikke så langt fra Gentofte Sø. Her opholdt han sig med sin familie hver sommer og udførte studier af enkeltblomster og plantedele, så de forskellige vækster kunne indgå i hans store arkiv.
Fakta om erhvervelsen
Erhvervelsen er gjort mulig takket være støtte fra Ny Carlsbergfondet.
Maleriet blev købt på auktion i New York. Det har i 1800-tallet tilhørt dronning Caroline Amalie, som var en stor beundrer af I.L. Jensen og ejede flere af hans værker. Senest har maleriet tilhørt Amerikas tidligere ambassadør i Danmark John L. Loeb, Jr.