Indholdsfortegnelse
samlingens historie
Både ukendte og kendte danske kunstnere som Jens Juel, C.W. Eckersberg, J.Th. Lundbye, Paul Fischer og Olaf Rude er repræsenteret i samlingen.
En stor del af samlingen skyldes ægteparret Julie og Jacob Hegel. Sidstnævnte (1851-1918) var direktør for Gyldendals Forlag og en ivrig kunstsamler, og efter hans død donerede hustruen, Julie, en stor del af deres værker til Gentofte Kommune, der placerede samlingen på Øregaard i 1921. Den Hegelske Samling belyser forholdet mellem Danmarks hovedstad og det landelige Nordsjælland og viser de markante forandringer, der er sket siden 1700-tallet.
Siden har museet selv udbygget sin faste samling, så den i dag også dækker kunstnere med tilknytning til museets del af Danmark – måske boede kunstneren her, fandt sine motiver her eller tilhørte en kreds af kunstnere med virke i området.
Værker fra den faste samling vises sædvanligvis i sommerperioden. I 2021 – i forbindelse med museets 100 års jubilæum – var hele huset viet en præsentation af værker fra samlingen, inklusive de seneste 15 års markante nyerhvervelser.
Et af museets ansvarsområder er forskning og formidling med afsæt i samlingen.
MØBLER og kunsthåndværk
Øregaard Museums samling af møbler og kunsthåndværk er koncentreret om årtierne omkring 1800 og knytter sig dermed til den tid, hvor landstedet Øregaard blev opført. Møblerne er fortrinsvis danske arbejder, som er udført af periodens bedste møbelsnedkere, blandt andre J.C Lillie og Nikolai Abildgaard. Sølvarbejderne er skabt af københavnske mestre, og porcelænet er fra Den kongelige Porcelainsfabrik, der blev grundlagt i 1775.
Derudover rummer samlingen design og kunstnerkeramik af navne som Johan Rohde, Mogens Ballin og Jais Nielsen, som alle havde en særlig tilknytning til museets lokalområde.