• ca. 1911
  • Olie på lærred
  • 38 x 61 cm
  • Maleri
  • 1900
  • Maleriet blev erhvervet i 2018 med støtte fra Augustinus Fonden

Blomstertorvet ved Højbro Plads, ca. 1911

Edvard Weie maler i årene 1911-15 tre billeder med motiver fra Højbro Plads i København. Den mest dristige beskæring ses i denne version, som særligt afspejler Weies bestræbelser på at være moderne. Her har han nemlig både valgt en fotografisk motivbeskæring og et fugleperspektiv, som bliver dyrket i tidens moderne storbybilleder. Men billedet viser også det, der skulle blive hans livslange engagement i “farvens poetiske rigdom”, som han skriver om i en artikel i 1924. Kunsten er, mener Weie, et udtryk for et sanseligt livssyn, som bør være en vejviser for hele samfundet. Han ser hverdagslivet på byens blomstermarked som en sanselig syntese af farver og former og sætter scenen i spil som en dynamisk organisme. På den måde rummer maleriet en vigtig holdning til æstetiske værdier og det levende liv og formidler dette budskab som en undertone i billedet.

Billedkunsten bliver i samtiden både udfordret og beriget af fotografiet og filmmediet, som giver nye indgange til virkeligheden. Weies maleri afspejler en interesse for begge disse nye teknologier, men viser også, hvordan han insisterer på maleriets egenart. For selvom blomstertorvet her formidles som i et øjebliksbillede af virkeligheden, der også kendes fra datidens fotografi, så giver hans måde at fremhæve farveklange og stoflighed en anden form for nærvær – og ikke mindst et malerisk spor efter kunstneren bag billedet, hvilket er et helt centralt træk for den moderne kunst. SMS