• 1915
  • Delvist forgyldt sterlingsølv med fire rundslebne månesten og bagplade i porcelæn med blå krystalglasur
  • 4,5 cm.
  • Porcelæn, Smykker, Sølv
  • 1900

Broche, 1915

Et ocean i en broche.

Det krystalklare blå vand spejler himlen. Sten og skaller kigger frem. Vi kommer en tur til vandet i sølvsmeden Erik Magnussens (1884-1961) fine smykke fra 1915.

Magnussen var selvlært sølvsmed og blev i sin tid kendt for sine eventyrlige smykker med insekt- og naturmotiver. Stilen kaldes skønvirke og er det danske svar på den internationale strømning art nouveau, som var moderne omkring år 1900. En stil, der minder os om, at størst af alt er naturen.

Sølv og rundslebne ædelsten er typiske materialer i dansk smykkekunst fra perioden. Magnussen var også fascineret af porcelæn, som han integrerede i flere værker. Netop det ses i denne broche, hvor en plade i porcelæn fra Royal Copenhagen er monteret. Den har en smuk blå krystalglasur, der illuderer havet. Fire rundslebne månesten er monteret på forsiden og minder om luftbobler – eller er det mon vandmænd, der er skyllet i land? 

Et helt lille univers, som man kan bære på brystet.