• u.å.
  • Olie på lærred
  • 64 x 46 cm
  • Maleri
  • 1800

En lille pige ved en rød låge, u.å.

Hun står med hånden på lågen. Bag hende ligger skovens ukendte zone, foran hende den oplyste sti. Er hun på vej ud eller hjem? Pigen er skildret i et øjeblik fuld af tvetydighed, og det er nok Sophie Holtens pointe. For det ubestemmelige inviterer os til at tænke med billedet. Hvem er pigen, og hvor skal hun hen? At skildre en pige på egen hånd i det fri er usædvanligt for samtiden. Pigens frimodige og selvstændige holdning er også et fornyende træk i datidens genremaleri. Hun repræsenterer en eventyrlyst, der trækker en lige linje tilbage til filosoffen Jean-Jacques Rousseaus (1712-1778) idé om børneopdragelse og den sunde udfoldelse af de unge års naturtilstand – nøjagtig ligesom Johannes Adam, der jagter en sommerfugl i Eckersbergs gruppeportræt af Johannes Søbøtkers fire ældste børn.

Pigen her ved, hvordan det er at få jord under neglende og slå hul på knæet. Hun står på tærsklen til alt det, der er derude, og tøver et øjeblik. Et øjeblik, der koncentrerer alle de muligheder og forbehold, vi kan læse ind i en pigeskæbne. Om lidt er hun stukket af, fri og stærk som en anden Pippi Langstrømpe – måske kunstnerens vision for den kommende generation af kvinder?

Sophie Holten selv kaster sig med stort mod ud i en kunstnerisk karriere i en tid, hvor det langt fra er nemt for kvinder at få  succes. Hun bliver skolet i den sene guldalders traditionelt orienterede maleteknik som elev af bl.a. Christen Dalsgaard (1824-1907), men rejser i en alder af blot 21 år til Paris, hvor hun bliver elev hos to af tidens førende Salonmalere, Félix Barrias (1822-1907) og Alfred Stevens (1823-1906). Her går hun tidens fremherskende naturalisme til sin egen, og hun udfolder den med stort overskud i dette maleri, som er malet ved Dyrehaven. SMS