• 1838
  • Olie på lærred monteret på malepap
  • 70 x 93 cm
  • Maleri
  • 1800
  • Erhvervet med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond og Augustinus Fonden

Svenske slæder vender hjem efter at have solgt varer i København. Skrænten i Skovshoved, 1838

Engang var der hårde vintre til, hvor bælter og fjorde frøs til is og gav nye transportveje. Det gjaldt også for Øresund, hvor der pludselig opstod en lettere forbindelse mellem Danmark og Sverige. Vinterfænomenet har grebet den unge Lundbye. I dette maleri skildrer han svenske handlende, som drager hjemad over isen efter at have gjort forretninger i København. Fra skrænten i Skovshoved følger de lokale karavanen af slæder, der begiver sig afsted. 

Det er et meget velkomponeret maleri, der viser Lundbyes mesterlige sans for balance og dynamik mellem forgrund og baggrund, mellem lys og skygge: Til venstre ses den danske kyst, hvor vintersolen kaster eftermiddagens sidste stråler. Derfra ledes blikket mod højre af den svenske gruppe af folk, slæder og heste, der bevæger sig diagonalt ind i billedet. Til højre ses horisonten og de mørke skyer, der trækker op fra det fjerne – måske som et varsel om den farefulde færd over isen, som de svenske slæder begiver sig ud på.

GULDALDERMALERNES NORDSJÆLLAND

Lundbye kendte det nordsjællandske landskab særdeles godt. Han var elev af C.W. Eckersberg, som ansporede sine elever på Kunstakademiet i København til at drage uden for voldene og gøre sig grundige studier i naturen og landskabet. Sammen og hver for sig tog kunstnerne afsted, især til Nordsjælland, som bliver vigtig for 1800-tallets danske kunst. I områderne op langs kysten nord for København finder kunstnerne dét, der kommer til stå så centralt i guldalderens billeder: De skildrer med nøjagtighed de specifikke steder, men åbner også for indsigter, der rækker ud over det konkrete. Lundbye viser os med dette billede, at naturen har kraft og skønhed og kan give os både muligheder og udfordringer – vi er underlagt naturens gang. Vel er billedet fra Skovshoved, men betydningen rummer mere end det lokale perspektiv. BVA