Udsigt fra Nørrevold mod Bellahøj, ca. 1860

I løbet af 1800-tallet bliver borgerskabet den toneangivende kraft i hovedstaden, som i sig selv er i forandring. I 1843 skriver H.C. Andersen i eventyret Den grimme ælling, at der er så dejligt ude på landet. Situationen er derimod en helt anden i byen. Det gamle København kan måske fremstå som en lille, idyllisk by med sit enorme voldanlæg, som i knap to århundreder har sluttet ring om byen og de ca. 30.000 indbyggere.

I 1800-tallet er situationen en helt anden. Indbyggertallet stiger fra 100.000 i 1801 til ca. 140.000 i 1850, og den stadige befolkningsvækst og den begyndende industrialisering gør situationen uholdbar. Desuden udfordrer den frihedstrang, som præger samfundet i midten af 1800- tallet og bl.a. fremtvinger den frie forfatning, Grundloven, i 1849, også de fysiske forhold omkring byen. Man vil have mere plads.

I 1852 bliver den tidligere militærzone udenfor voldene frigivet til bebyggelse og almindelig byudvikling. I maleriet med udsigt fra Nørrevold mod Bellahøj kan man se de første bebyggelser i den zone udenfor byen, som senere i århundredet lægger jord til karrébyggeri i brokvartererne Nørrebro, Vesterbro og Østerbro. JSBK