Venskabs/-kærestegave, ca. 1800

I dag er det helt normalt, at en teenager sender og modtager mere end hundrede beskeder i døgnet på diverse sociale medier. Men lysten til at kommunikere med dem, man kender og holder af, har til alle tider optaget folk. Før telegrafen, telefonen og hele den digitale verden blev opfundet, skete det bare med andre midler. Man skrev daglige breve til familie og venner og gjorde sig umage med at holde kontakten. Særlige gaver til erindring fra en ven eller kæreste findes også, især fra perioden omkring år 1800, hvor der opstod en decideret erindringskult i Europa. 

For 200 år siden blev denne fine ting foræret af en ung mand til en ven eller veninde. Giveren eller modtageren kendes desværre ikke, men den udtrykker netop det ønske om at bevare en personlig forbindelse, som dengang blev sat så højt. Det silkebeklædte etui gemmer på en indsats med portrættet af den unge mand på den ene side, et spejl på den anden side og plads til en lille pen i kanten. Så kunne ejeren altid se portrættet af sin ven, når han eller hun skulle skrive breve eller spejle sig. På bagsiden af etuiet har giveren fået broderet en hilsen, afsluttet med initialerne W.H: “Det er så sødt at mindes af den Gode; Oh, at Du aldrig Vilde glemme mig! Den unge mand er gengivet i blyant, sepia og gouache med blå øjne og sart-røde kinder, så han lever op til datidens maskuline skønhedsidealer. Genstanden har været eksklusiv både i anskaffelsespris og idé: En smuk og sjælfuld gave givet med ønsket om erindring. Den heldige modtager af gaven kunne, hvis det var en kvinde, have det lille spejl med sig i tidens moderigtige håndtaske, den såkaldte reticule. Modtageren kunne dog lige så godt have været en mand, for datidens mænd holdt også venskaber ved lige med stor følsomhed og kunne sætte pris på smukke ting.

Der er hastighed og fordybelse til forskel på datidens og nutidens kommunikationsformer, men intentionerne kan være de samme. Nutidens elektroniske beskeder overlever dog næppe i 200 år. SMS