Tilbage til udstillinger

ORKANENS ØJE – Nell Walden og Der Sturm

28. oktober 2015 - 24. januar 2016

Nell Walden, Passion, 1918. Olie på lærred. Moderna Museet, Stockholm.

Siger man Der Sturm, har man også sagt Herwarth Walden – navnet på grundlæggeren af det tyske tidsskrift og galleri, som blev afgørende for udbredelsen af den mest progressive kunst i begyndelsen af det 20. århundrede. Sådan plejer historien om Der Sturm i hvert fald at lyde. Men der er en anden side af fortællingen om dette skelsættende kunstfænomen, for ved Herwarths side stod svenske Nell Walden (1887-1975). Hendes rolle som udstillingsproducent, skribent, kunstsamler og billedkunstner var også af vital betydning for Der Sturms internationale succes. Med udstillingen I ORKANENS ØJE – Nell Walden og Der Sturm trak Øregaard Museum en af kunsthistoriens oversete skikkelser frem i lyset.

KVINDE FREM I LYSET

Der Sturm var navnet på et Berlinerbaseret galleri og et kunsttidsskrift, som var toneangivende for den moderne kunst i 1900-tallets begyndelse (1910/12-1932). I dag anses Der Sturm for et af de vigtigste knudepunkter i datidens internationale avantgardenetværk. Der Sturms virksomhed omfattede både udstillinger i Berlin, internationale turnéer, efterårssaloner og eget trykkeri. Bevægelsens aktiviteter kom også til Danmark med udstillinger på Den Frie Udstilling (1912), i kunstnerkabaretens Edderkoppens lokaler (1917) og Georg Kleis Kunsthandel (1918). Der Sturm var med andre ord et kraftcenter, som arbejdede for at udbrede kendskabet til den moderne kunst, og det var stedet, hvis man ville opleve det nyeste nye.

Grundlæggeren hed Herwart Walden (1879-1941), og det var ham, som tegnede Der Sturm udadtil, ligesom han i dag er anerkendt for sin pionérindsats for den tyske ekspressionisme og den italienske futurisme. Men ved hans side stod hustruen, den svenske Nell Walden (født Roslund, 1887-1975). Ny forskning viser, at Nell Walden spillede en central rolle for Der Sturm som både organisator, forelægger, skribent, udstillingsproducent og ikke mindst som kunstsamler. Det var i vid udstrækning hende, som holdt sammen på aktiviteterne og fik tingene til at ske.

Sideløbende med sit organisatoriske arbejde var Nell Walden også selv aktiv kunstner med en særlig interesse for forholdet mellem billedkunst og musik. Hendes værker tog ofte form af abstrakte malerier og collager skabt i den pionerånd, der herskede i det progressive kunstnermiljø omkring Der Sturm. Listen over kunstnere, som i årenes løb deltog i Der Sturms udstillinger, tæller godt 300 mere eller mindre kendte navne. Netværket var således meget større og mere forgrenet, end man får indtryk af, hvis man blot hæfter sig ved de største navne: Vasilij Kandinsky, Marc Chagall, Frans Marc og Oscar Kokoschka.

MODERNE MANGFOLDIGHED – MED BIDRAG FRA STORM P

Udstillingen på Øregaard Museum gav netop et indblik i den kunstneriske mangfoldighed, som udfoldende sig omkring Der Sturm og introducerer Nells Waldens egen kunst i den sammenhæng, den blev skabt i. Således kan man opleve værker fra Nell Waldens samling af Sturmkunstnere, herunder værker af Gabrielle Münter, Alexander Archipenko, Marc Chagall og Isaac Grünewald samt et afsnit viet til værker af Nell Walden selv.

Desuden præsenterede udstillingen værker af en række af de andre kunstnere, som også udstillede hos Der Sturm eller på anden vis var engageret i netværkets aktiviteter. I dag er mange af disse kunstnere mindre kendte, men sammen de store stjerner er de afgørende for en nuanceret forståelse af en af kunsthistoriens mest indflydelsesrige, moderne bevægelser. Én af dem var den danske Robert Storm Petersen (1882-1949), som udførte to værker til forsiden af tidsskriftet. Dem kunne man opleve på udstillingen sammen med en række af Storm P’s akvareller, der er skabt i den periode, hvor han bidrog til tidens mest moderne kunst.

Udstillingen viste både maleri og arbejder på papir. Følgende kunstnere fra 12 forskellige lande var repræsenteret på udstillingen: Alexander Archipenko, Rudolf Bauer, Paul Busch, Carl Buchheister, Erich Buchholz, Heinrich Campendonk, Marc Chagall, Arturo Ciacelli & Elsa Ström Ciacelli, Sonia Delaunay, Isaac Grünewald, Edward Hald, Jacoba van Heemskerck, Sigrid Hjertén, Johannes Itten, Béla Kádár, Wassily Kandinsky, Edmund Kesting, Oscar Kokoschka, Franz Marc, Carl Mense, Wilhelm Morgner, Georg Muche, Gabriele Münter, Alice Lex Nerlinger, Oskar Nerlinger, Gösta Adrian Nilsson (GAN), Max Olderock, Storm P., Pablo Picasso, Joseph Pobereschsky, Lothar Schreyer, Maria Uhden, George Schrimpf, Hugo Schreiber, Kurt Schwitters, Fritz Stuckenberg, Arnold Topp, Beneš Vincec og endelig Nell Walden.

Robert Storm Petersen, 
Sort mand, 1920. Akvarel på papir. STORM – Frederiksbergmuseerne.

Become a member
  • Dato: 28. oktober 2015 - 24. januar 2016
  • Omfang:1. og 2. etage
  • Samarbejdspartner:Mjellby Konstmuseum og Landskrona Museum i Sverige