Tilbage til udstillinger

Peter Callesen. SKINDØD

3. februar 2018 - 10. juni 2018

Peter Callesen, Noter til pige, 2016. Foto Kirstine Mengel

Der var dømt både skønhed og uhygge på forårets store særudstilling SKINDØD med den danske kunstner Peter Callesen (f. 1967). Med sirligt udskårne værker i papir viste han skrøbeligheden både i livet og i kunsten. Sarte akvareller af fynbomalerne Anna Syberg og Johannes Larsen satte temaet i relief.

Titlen SKINDØD skulle tages bogstaveligt. Bag de døde overflader lurer livet, og bag livet lurer døden. Skabelse, død og opstandelse, som er en uomgængelig del af livets og naturens cyklus, fremstiller Peter Callesen som en grundlæggende forudsætning for livet såvel som kunsten. Men bag værkernes skinbarlige virkelighed og temaernes alvorlige betydninger møder vi også humoren i form af finurlige og overraskende detaljer. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være!

I museets stueetage gik Peter Callesen i dialog med fem værker af fynbomalerne Anna Syberg (1870-1914) og Johannes Larsen (1867-1961). Her opstod et sanseligt møde på tværs af kunstnergenerationer og figurativt formsprog. Desuden præsenteredes to værker skabt med inspiration fra billedhuggeren Kai Nielsen (1882-1924). Callesen vækker de afdøde kunstnernes værker til live i et nyt materiale, papir, der i sig selv er skrøbeligt og forgængeligt. På 1. etage vistes nye og tidligere værker af Peter Callesen alene – både skulpturer, relieffer og installationer, bl.a. et værk, som var skabt til lejligheden.

KVINDER, BLOMSTER OG DØDBRINGENDE BIER!

Med en lille fin skalpel og kirurgisk præcision har Peter Callesen skabt motiver i det hvide papir, der giver nye nuancer til de tre ældre kunstneres værker, om ejes af Faaborg Museum. Samtidig er Callesens dialogværker kunst i deres egen ret, som udtrykker hans originale billedsprog og temaer omkring krop og ånd, der har optaget kunstneren igennem hele hans virke. Intet er helt, hvad det giver sig ud for i Peter Callesens papirværker, som tit leder til både refleksion, gys og grin.

I værket Noter til en pige, 2016 (se udsnit øverst på siden), har Peter Callesen transformeret Kai Nielsens skulptur Marmorpigen fra 1909-10 til en florlet figur udført i mange lag af hvidt papir. Callesen har skabt en ny hvid ”hud” til pigen, så hun genopstår lys og yndefuld. Men samtidig er hun nærmest mumificeret og drænet for liv, sundhed og erotisk kraft.

I andre værker tager Callesens fynbomalernes interesse for naturen under kærlig behandling og nyfortolker bl.a. to blomstermotiver af Anna Syberg. Og når Callesen er på spil, bliver blomsternes verden ikke kun et hygge-poetisk motiv, men et billede hvor dobbeltheden råder.

SAMARBEJDE MED FAABORG MUSEUM

Udstillingens idé var oprindeligt udviklet til Faaborg Museum, hvor SKINDØD blev vist fra 1. oktober 2016 til 12. marts 2017. Efterfølgende var udstillingen blevet tilpasset Øregaard Museum og omfattede bl.a. et nyt installationsværk, som ikke tidligere havde været vist.

Udstillingen ledsages af et gennemillustreret katalog, som er udsolgt.

OM PETER CALLESEN

Født i 1967 og uddannet på Det Jyske Kunstakademi (1994-1997) og Goldsmiths College, London (1997-2000). Omdrejningspunktet for Callesens virke er det hvide papir, som han har arbejdet med i en årrække. En del af hans værker er skabt af 4A-ark, der trods den øgede digitalisering, stadig er et af de mest anvendte medier i dag. Men Callesen udfolder sig også i større skala i papir – både i relief, skulptur og installation – og har markeret sig i ind- og udland med en lang række udstillinger og performances.

Foredrag under udstillingen

1. MARTS, KL. 17: Artist talk med Peter Callesen.
22. MARTS, KL. 17: Foredrag med professor emeritus Erik A. Nielsen, dr. phil. og theol.
12. APRIL, KL. 17: Foredrag med kunstkritiker og forfatter Lisbeth Bonde, cand. mag.

Pris: 100 kr. for et foredrag og entré til udstillingen. 65 kr. for et foredrag alene.
Tilmelding nødvendig på oremus@gentofte.dk.

Peter Callesen, Vilde hvide roser, 2016. Foto Kirstine Mengel

Become a member
  • Dato: 3. februar 2018 - 10. juni 2018
  • Omfang:1. etage
  • Støttet af:Faaborg Museums Venner, Grosserer L.F.Foghts Fond, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Statens Kunstfond
  • Samarbejdspartner:Faaborg Museum