Til alle udstillinger

Sommerudstillinger 2016

16. juni 2016 - 25. september 2016

And Then Came White – vævede billeder af Charlotte Schrøder

Hvad sker der, når billedet bliver abstrakt? Hvad gør en kolorist, når hun pludselig bliver draget af nuancer af hvidt? Det kunne man opleve på museets sommerudstilling 2016, som var viet til billedvæveren Charlotte Schrøder (f. 1946) i anledning af hendes 70 års fødselsdag.

Udstillingen var en retrospektiv præsentation af Charlotte Schrøders arbejde fra små lyriske formater i de smukkeste farver til store abstrakte vævninger i nuancer af hvidt. De hvide vævninger hører blandt de seneste værker fra Schrøder hånd og viser, hvordan feltet for en kunstner kan udvide sig livet igennem. Særligt tre billedspor gør sig gældende i Charlotte Schrøder produktion: landskabsmotiver, musikportrætter og abstrakte vævninger.

And Then Came White viste således spændvidden og udviklingen i et oeuvre skabt under inspiration mange steder fra. Den gav også et indblik i et materiale og et medie, som har sin helt egen tradition. I hundreder af år har især kvinder skabt tekstiler, som har præget og beriget den materielle kultur på afgørende måder. I dag er håndens arbejde under pres. Så meget desto mere grund var der til at sætte fokus på håndværkets kunst, når det er allerbedst. Og det er det her. Med sit raffinerede udtryk føjede Charlotte Schrøders værker sit eget element til Øregaard Museums historiske rum, så nutidens og fortidens formgivning berigede hinanden.

Udstillingen vises på 1. etage

Guld fra gemmerne – værker fra museets samling

Henover sommeren kunne man igen opleve værker fra den faste samling af maleri og kunsthåndværk fra 1750-1950. Et eksklusivt udvalg af malerier skabt af danske kunstnere som Jens Juel, C.W. Eckersberg, Johan Th. Lundbye, Olaf Rude og Paul Fischer blev præsenteret i samspil med møbler, sølv og porcelæn. Billederne spejlede skiftende natur- og menneskeopfattelser og stilhistoriske nybrud fra romantikken til modernismen. Kunsthåndværket gav et æstetisk signalement fra den tid, hvor landstedet Øregaard blev opført som privat sommerbolig til familien Søbøtker, til årene i begyndelsen af 1900-tallet, hvor huset åbnede som museum.

Udstillingen, der talte ca. 55 værker, blev vist i stueetagen.

Olaf Rude, Forårsdag ved Peblinge Sø. Udsigt fra Søpavillonen mod Gyldensløvesgade i København, ca. 1910. Olie på lærred. Øregaard Museum. Foto: Ole Haupt

Become a member
  • Dato: 16. juni 2016 - 25. september 2016
  • Omfang:1. og 2. etage