• 1853
  • Olie på lærred
  • 26 x 34 cm
  • Maleri
  • 1800

En jordbærplante, 1853

En usynlig lyskilde får jordbærplanten til at træde ud af mørket. Dugdråber triller på bladene her og der, og et par blomster strækker sig opad. Bærrene i deres forskellige modningsstadier suger blikket til sig. Man får lyst til at gribe ud efter dem. Er det troskyldige jordbær, fanget af en maler, der har taget natten i brug? Eller er det allegoriske bær, der skal få os til at tænke på andre sanselige ting, man kan række ud efter i nattens mulm og mørke? Blomstermalerier har det med at dele vandene – hvordan skal de forstås?

Det diskuterede man også i 1800-tallet. Kunstkritikeren og teologen Karsten Friis Viborg (1813-1885) læste tit klassiske allegorier ind i et stilleben, når han så det på Charlottenborgs vægge. Det gjorde skribenten og gartneren Julius August Bentzien (1815-82) bestemt ikke, tværtimod hyldede han blomstermalerierne for at dyrke planternes dekorative værdi. Imellem disse to poler – allegori og dekoration – udviklede der sig et særligt blomstersprog blandt borgerskabet. Der udkom blomsterbøger, og det var ikke ualmindeligt at udveksle blomster per brev. Symboler og metaforer knyttede sig til forskellige sorter. Hos Kamma Rahbek (1775-1829), som var tidens borgerlige, dannede og kreative frue og et samlingspunkt for tidens intellektuelle i Bakkehuset på Frederiksberg, smeltede blomstersprog og sociale sprog sammen. Blomster forstærkede ord – og omvendt.

Vi kan kun gisne om, hvad tidens betragtere har læst ind i maleriet En jordbærplante. Blikket falder til ro ved de to bær til højre for billedets midte, nær det gyldne snit. Et modent bær og et umodent. Insekter har været på spil og bidt af det modne bær. En hilsen til vores egen forgængelighed og naturens cyklus – men også en slags poetisk rift i motivet, der forstærker sansningens af det saftige bær.
Maleriet er udført af William Hammer, som med tiden fik mange bær, frugter og planter på samvittigheden. De var hans ledemotiver gennem hele karrieren, og da han som 39-årig modtog den prestigefyldte Thorvaldsen Medalje, var det for værket Korn og frugter under et æbletræ. Hammers foretrukne motiver var imidlertid ikke dem, der i tiden gav størst prestige. Blomster- og frugtopstillinger lå dengang nederst i genrehierarkiet på kunstakademierne. Øverst lå det historiske maleri, bibelscener og mytologisk stof. Derpå fulgte landskabsmaleriet, portrættet – og endelig, i bunden, blomstermaleriet. Der var også en vis skelnen mellem det såkaldte nature morte med forgængelighedssymbolik, som vi kender det fra hollandske mestre i 1600-tallet, og blomsterbilleder med en mere umiddelbar form for skønhedsdyrkelse. Det ene er allegorisk og symboltungt og handler typisk om liv, død og forgængelighed, mens det andet blev opfattet som mere ufarligt og renset for dybere betydning. Endelig kunne blomsterbilleder være naturstudier, altså undersøgelser med et dokumentarisk sigte.

Blomstermaleriet havde dog sin faste plads i pensum på Kunstakademiet, og den mest fremtrædende underviser på feltet var professor I.L. Jensen (1800-1856). Han var tidens mest produktive og succesrige blomstermaler, senere noget overset og underprioriteret på de danske kunstmuseer. Noget, der er med til at understrege den ambivalens, som genren har været omgærdet af. William Hammer, jordbærmaleren, blev allerede som 12-årig optaget på Kunstakademiet i København og tilbragte seks formative år her, inden han måtte forlade akademiet uden at deltage i de højeste klasser. Men i årene 1844-46 var han blandt de unge kunstnere, man udvalgte til at dekorere det splinternye Thorvaldsens Museum. Og han kunne alligevel leve af maleriet, til han døde i 1889, 68 år gammel.