Italiensk landskab, 1909

Den danske maler og væver Astrid Holm (1876-1937) spiller en fremtrædende rolle i det danske kunstmiljø i 1910’erne og 20’erne, og er en kunstner i særklasse. Med vilje og visioner forsøger hun at klare sig selv og navigere i forhold til de særlige vilkår og benspænd, som gør sig gældende for modernismens kvindelige kunstnere. De går eksempelvis på “Kunstskolen for Kvinder” og ikke på Kunstakademiet, som er forbeholdt mændene. Hun lancerer en ny, moderne billedforståelse og roses for sit koloristiske talent. Samtidig arbejder hun for at forbedre uddannelses- og udstillingsmulighederne for samtidens unge kunstnere.

Udlængslen til verdenen udenfor er også stor. Efter tre år på Kunstskolen for Kvinder bryder hun op i 1907. Den første store udenlandsrejse går til Italien, hvor hun bor indtil 1909. I det internationale miljø lærer hun både sprog – bl.a. fransk, engelsk, tysk og italiensk – og udvikler sit maleri markant. Hun begynder at arbejde motivet frem i mere klare farveklange, end hun havde lært i Danmark, og skildrer naturen i en helhedsvision af lys- og farvevirkninger. Under opholdet sender hun løbende malerier hjem til København i håb om at få dem optaget på Kunstnernes Efterårsudstilling (KE). Det lykkes i 1908 at komme igennem nåleøjet til den censurerede udstilling, og hun debuterer således på Charlottenborgudstillingen i slutningen af året. 

I udlandet opsøger hun de nyeste tendenser på den internationale kunstscene – bl.a. som elev af Henri Matisse (1869-1954) i Paris i 1910. Astrid Holm er ikke blot den af de tidlige, danske modernister med det længste Paris-ophold. Hun er også den kunstner med det stærkeste engagement i byens internationale kunstcirkler. En af de centrale skikkelser, hun lærer at kende, er forfatteren og kritikeren André Salmon (1881-1969).