Parti fra Ålsgårde mod Helsingør i måneskin, u.å.

Der hersker en drømmeagtig stemning i Tengnagels nattescene. Fuldmånen dukker op bag skyerne og oplyser svagt et lille fiskerleje med fiskenet, som hænger til tørre og enkelte både, der er trukket på land. En mand til hest er på vej ned mod broen, hvor man kan ane to fiskere, som allerede er i gang med arbejdet. Foran dem ligger vandet, oplyst og stille.

Fabritius de Tengnagel, der først beslutter sig til at blive kunstner som 30-årig, specialiserer sig egentlig i vintermotiver. Men han udfører også flere måneskinsbilleder, hvor mørkt i mørkt gør det vanskeligt at ane alle motivets detaljer. Det er rent malerisk en stor udfordring at skabe. Vi kender til nattescener, såkaldte nocturnes, fra både C.W. Eckersbergs og Martinus Rørbyes hånd, men genren er langt fra dominerende i guldalderens billeder. Og de færreste har det sværmeriske skær, som Tengnagel skaber i denne scene. Han lader rytteren og de to fiskere være de eneste vidner til månens fremkomst. Selvom den ikke fylder meget i billedet, er det den, som fanger og fastholder vores blik. Billedet handler dog ikke om en rytter, som nyder nattehimlen, men snare om stemningen, der inviterer os til at dvæle ved den åbne horisont og planeten uendelig langt borte. Tengnagel spiller på bevidstheden om, at der er mere derude – et univers, der rækker langt ud over os selv. Den lysende måne er en appel til vores eksistentielle undren og giver billedet et stærkt romantisk islæt, som man ellers sjældent ser i dansk guldalderkunst. 

Billedet er udført i Ålsgårde ved kysten i Nordsjælland. Det er et eksempel på den store repræsentation, Nordsjælland og egnens kyststrækning – både langs Øresund og nordpå mod Kattekat – får i 1800-tallets kunst. Men det romantiske budskab afviger fra tidens krav om renfærdig naturalisme, som Eckersberg står for ligesom hans ven og kollega I.P. Møller, der er Tengnagels private underviser. Langt mere skinner en påvirkning fra I.C. Dahls romantiske landskabsmaleri igennem. Tengnagel besøger den norske kunstner i Dresden i 1823, og det får kolossal indflydelse på Tengnagels eget virke. 

Tengnagels er en produktiv kunstner, og han sælger så godt, at maleriet bliver hans levevej. De mest anerkendte kunstneres stjernehimmel finder han imidlertid aldrig plads på, og efter sin død glider han mere eller mindre ud i glemslen. I dag er han repræsenteret Statens Museum for Kunst og på Øregaard Museum. BVA