• Portræt af bakketrolden Sindre, J.Th. Lundbyes alter ego
  • u.å.
  • Blyant, tusch og akvarel på papir
  • Arbejder på papir
  • 1800
  • Værket stammer fra Benjamin Wolffs (1790–1866) samling

Portræt af bakketrolden Sindre, J.Th. Lundbyes alter ego

Kunstnerne Lorenz Frølich (1820-1908) og J.Th. Lundbye (1818-1848) kendte hinanden fra Kunstakademiet og forblev fortrolige livet ud. Lundbye var et tænksomt menneske og interesserede sig for sagn og sagaer – bl.a. om “de underjordiske”, nisser, trolde og alfer. Nisser var spilopmagere, mens bakketrolde var smede og repræsenterede kunsten. I 1845 begyndte Lundbye at tegne sig selv som bakketrold, og figuren Sindre optræder med kunstnerens egne træk i mange sammenhænge. I dette værk er det vennen Frølich, som har skildret Lundbye i skikkelse af hans alter ego. Både Frølich og Lundbye udførte værker i museets lokalområde, Frølich boede her selv i en årrække.

Lorenz Frølich er en af 1800-tallets mest komplekse og produktive, danske kunstnere. Han udførte både tegning, maleri, møbelkunst og udsmykning og illustrerede mere end 70 bøger om og for børn. Som kunstner var han meget internationalt orienteret, og selvom det var et problem for nogle i samtidens danske kunstmiljø, er hans værker siden blevet højt værdsat – både i ind- og udland.

Frølich lærte da også at tegne og male af de bedste. Han blev uddannet som privatelev af bl.a. C.W. Eckersberg, Martinus Rørbye og Christen Købke, men det var Frølichs stadige udviklingstrang, som gjorde ham til en ener i dansk kunst. Han rejste ud for at dygtigøre sig og havde langvarige ophold i Dresden, Rom og Paris. I den franske hovedstad blev han i 1851 elev af den fremtrædende maler Thomas Couture (1815-1879), der også var lærer for Édouard Manet. Frølich boede i Frankrig i en lang årrække og blev venner med bl.a. Manet og Edgar Degas. Frølich fik selv en stor karriere som illustrator, især af H.C. Andersens eventyr og La Fontaines fabler, og i Frankrig kalder man stadig en illustreret børnebog for ”un froelich”. I 1875 vendte han hjem til Danmark.