Portræt af Johannes Søbøtkers fire ældste børn i Hummeltofte, 1806

I 1806 bestiller ægteparret Johannes (1777-1854) og Johanne Margrethe (1777-1829) Søbøtker et portræt af deres fire ældste børn hos den unge kunstner C. W. Eckersberg. Samme år har de købt bondegården Øregaard i Hellerup, og grundstenen til familiens nye landsted er lagt. Familien vil ud på landet som afveksling til bylivet i Nyhavn, hvor de bor. Den frie natur er også scenen for gruppeportrættet – eller sådan skal det i hvert fald se ud. Stedet er Hummeltofte ved Mølleåen i Frederiksdal, på bedsteforældrenes landsted, som børnene er fortrolige med, akkurat som de snart vil være med deres eget Øregaard.

Pigen, som stilfærdigt fastholder vores blik, er den ældste, Susanne (f. 1798). Hun omfavner den yngste, Laurentius, kaldet Lolo (f. 1802), hvis opmærksomhed søsteren Charlotte Frederikke (f. 1801) prøver at fange ved at byde ham friske skovjordbær. Bagerst koncentrerer broderen Johannes Adam (f. 1799) sig om at fange en sommerfugl. Portrættet skal både formidle legende børn, der slår sig løs i det fri – drengene både jager og spiser naturen – og eksemplariske børn, der præsenterer sig som pigerne, der sidder i græsset. Børnenes positurer er hver især dynamiske og graciøse – de er i bevægelse og alligevel standset statuarisk i øjeblikket. Som om Eckersberg griber dem hver især i at fremføre attitude – en populær måde at mime kunstværker på i tidens salonkultur. Og med denne iscenesatte frigjorthed bemægtiger de sig i en harmonisk trekantskomposition det meste af billedfladen. 

Nye idealer

Hummeltofte er tydeligvis et fristed – også for børnene. Pigernes moderigtige empirekjoler giver kroppen fuld bevægelighed, og det er en pointe, at børnene portrætteres i leg. For det legende barn i sin egen ret, adskilt fra voksenlivet, er en ny og moderne tanke i tiden. Idéerne blev formuleret af den franske filosof Jean Jacques Rosseau (1712-1778), der mente, at barnet gennem leg og læring er i kontakt med en mere uspoleret naturtilstand og derfor tættere på det oprindelige i mennesket. Det blev idealet for børneopdragelsen i borgerlige kredse og fik med tiden vidstrakt indflydelse på opfattelsen af individets dannelse. Det er nærliggende at indlæse en hilsen til Rosseau i dette motiv, der fremstiller børn og natur i harmoni. 

Billedet er i det hele taget en guldgrube af markører for æstetik og kultur i det tidlige 1800-tal. Foruden opfattelsen af barndommen fortæller det om mode, internationalt udsyn og idealer om den gode borger. At de fire piger og drenge f.eks. alle er kortklippede, gør dem til børn af revolutionstiden – de har den romerske Titus-frisure, som kom på mode i tiden efter den franske revolution blandt både mænd og kvinder og refererer til idealer om lighed. Lolo er iklædt moderigtig silkevest med små kvaster efter osmannisk forbillede og posede bukser, mamelukker, med inspiration fra Ægypten. Familien Søbøtker havde således helt styr på de orientalske tendenser, som var udbredt i Europa på denne tid. Det røde sjal, der ligger på jorden til venstre for Charlotte, er også et orientalsk stykke tøj og et “must have” blandt datidens kvinder. Med sådanne referencer til antikkens kunst og politiske ideologi, til orientens kultur og æstetik, forstærker Eckersberg iscenesættelsen af børnene som moderne, frie og lige individer. Billedet lancerer ganske enkelt familien Søbøtker som en politisk og æstetisk selvbevidst og verdensorienteret del af (kultur-)elitens fortrop.