NYHEDSBREV

Spor – Fotografi af Jan Kofod Winther

Med fotografen Jan Kofod Winthers poetiske og tankevækkende luftfotografier inviterede Øregaard Museum nutidens topografiske billedverden indenfor. Fra sit eget lille Cessna-fly havde Jan Kofod Winther med et klassisk, manuelt Hasselbladkamera, fundet, fanget og fastholdt vor kendte og ukendte verden set fra oven. Resultatet var dragende enkelt og smukt.

 

Det rette øjeblik

På Øregaard Musem kunne man opleve ca. 65 nøje udvalgte fotografier, som tog os med rundt i Skandinavien, Toscana og Irland. Billederne afslørede nye og overraskende fortællinger om de spor, som mennesker og dyr igennem århundreder har afsat i deres omgivelser – fra bondens harvemønstre på marken til de fascinerende skyggespil på Amalienborg Slotsplads. Det hele var fanget af Jan Kofod Winthers sans for timing og billedkomposition. Med kun tolv negativer i sit gammeldags kamera havde han kredset tålmodigt over motiverne for at afvente det helt rette øjeblik at trykke på udløseren.

 

Et dragende perspektiv

For Øregaard Museum var Jan Kofod Winthers fotografier en oplagt måde at skabe dialog med nogle af de visuelle erfaringer, man kan gøre sig i dag. Museet råder selv over en stor samling af dansk kunst fra perioden 1750 til omkring 1920, koncentreret om motiver fra København og de landlige omgivelser i Nordsjælland. Værker, der også handler om at iagttage sin omverden, men på helt andre vilkår. Fotografiet og muligheden for at flyve har siden udvidet menneskets horisont. På udstillingen kunne den besøgende for en stund drømme om at ophæve tyngdekraften og opleve verden i et dragende luftperspektiv. Jan Kofod Winthers fotografier gav både en kunstoplevelse og stof til eftertanke.