Nyhedsbrev
Vil du modtage nyhedsbrev fra Øregaard Museum ca. 4-6 gange om året? Så indtast din email i feltet til højre.
Käthe Kollwitz, Selvportræt, 1924. Litografi.
Den upolerede og barske fremstilling af mennesket var temaet for den første præsentation i Danmark af de to tyske ekspressionister Käthe Kollwitz (1867-1945) og Ernst Barlach (1870-1938). Begge kunstnere udtrykte sig i tiden omkring de to verdenskrige gennem en ny ekspressiv stil med rødder i et nordgermansk kulturfællesskab. Barlachs opmærksomhed var rettet mod den grove landbefolkning i hans nordtyske hjemegn, Kollwitz’ mod Berlins fattiglemmer. Fælles for dem begge var imidlertid, at de hos disse “simple” mennesker fandt en menneskelighed, som var druknet i industrisamfundets rationelle maskineri. Med deres interesse for det grundlæggende menneskelige og for det simple liv var både Barlach og Kollwitz del af en bevægelse blandt kunstnere i tiden omkring de to verdenskrige, hvor man søgte tilbage til en oprindelig og ubesmittet almenmenneskelig tilstand, rodfæstet i en regional eller national identitet.
TO KUNSTNERE – ÉT UDTRYK
Billedhuggeren Ernst Barlach søgte væk fra storbyen Berlin og fandt sin kunstneriske inspiration blandt landbefolkningen i Nordtyskland. Han søgte gennem sine konkrete og enkle skulpturer at stille beskueren overfor universelle følelser. Oplysningens rationelle og splittede individ bortkastes til fordel for det usofistikerede og uprætentiøse almindelige menneske. Særligt inspireres Barlach af den nordiske middelalder og dens mysticisme. Han ville skildre et utopisk ideal; det oprindelige menneskelige i balance med sin omverden.
Grafikeren Käthe Kollwitz’ gik mere praktisk til sin kunstneriske praksis og skabte sin kunst ud fra en jordnær social indignation. Hun var gift med en læge, der tilså Berlins arbejdere. Her, midt i al fattigdommen og armoden, fandt hun sine motiver og skildrede arbejdernes livsverden med stor følelsesmæssig indlevelse. Uden omsvøb tegnede Kollwitzch et billede af tilværelsen på samfundets bund i tiden efter 1. verdenskrig, hvor det tyske rige var i social og økonomisk opløsning. At de to kunstnere havde forskellige teoretiske udgangspunkter ændrer ikke ved det faktum, at deres kunstneriske udtryk har et tydeligt slægtsfællesskab. Kollwitz’ sociale indignation og Barlachs åndelige søgen forenes i et fælles udtryk med fokus på kropslighed og ekspressivitet. Der er en tæt sammenhæng mellem ydre og indre i Barlachs og Kollwitz’ værker.
Menneskekroppen fremstilles som forvredet og hudløs, som et aftryk af sjælens kvaler, men også som et spejl på de ydre omstændigheder og vilkår, som genererer den sjælelige lidelse. Begge kunstnere tilhører den ekspressionistiske strømning, som den udfolder sig i malerkunsten i begyndelsen af det 20. århundrede, og hvor netop det stærke følelsesbaserede udtryk er i centrum. Men hvor andre retninger indenfor den tyske ekspressionisme, såsom kunstnerne i grupperne Die Blaue Reiter og Die Brücke, udtrykker følelserne og reagerer mod det borgerlige samfunds spændetrøje gennem stærke farver og virtuose strøg, så udnytter Kollwitz og Barlach den monokrome enkelhed i kultegningen, træsnittet og skulpturen til at skabe fornemmelser af isolation, ensomhed og sorg.